Lektion 4

    Lektion 4: Introduktion til afgrøder og dyrkning

    Introduktion

    I denne lektion får du et dybdegående indblik i de afgrøder, du skal dyrke – tang og skaldyr – og hvordan du håndterer dem gennem årets sæsoner i din havmark. Du lærer ikke kun, hvad du skal dyrke, men også hvordan du gør det: Hvornår du skal så, hvordan du installerer udstyret, vedligeholder dine afgrøder og får succes med din dyrkning.

    DSC09309

    Havbondens årshjul

    Havdyrkning følger et sæsonbestemt mønster. Hvis du planlægger i god tid og opbygger din arbejdsrytme omkring denne cyklus, undgår du udstyrsproblemer, minimerer stress og øger dit udbytte. Her er en oversigt over årets aktiviteter:

    Efterår (september–november)

    Tid til forberedelse og udplantning.

    • Tang: I dit klækkeri indsamler du sporer fra vild tang, poder dem på liner viklet om spoler og lader dem vokse. Hvis du ikke har dit eget klækkeri, køber du sporeliner klar til udplantning (Kontakt din nationale Cool Blue Future facilitator). Når vandtemperaturen falder til under 12 °C, planter du de podede liner ud i havet.
    • Skaldyr: Du udlægger ny spat (betegnelsen for baby-muslinger og østers) – enten indsamlet i naturen eller indkøbt fra et klækkeri – og dobbelttjekker, at alt udstyr er rent, korrekt placeret og sikkert fastgjort til vinteren.

    Vinter (december–februar)

    Overvågnings- og vedligeholdelsesfasen.

    • Tang: Vokser støt uden behov for indgreb. Du besøger dit anlæg ugentligt og efter storme for at tjekke linerne for sammenfiltring eller begroning.
    • Skaldyr: Vokser stadig, men langsomt. Du fjerner eventuel is, rengør udstyr og holder rovdyr væk fra dine østersbure og muslingestrømper.

    Forår (marts–maj)

    Høstsæsonen.

    • Tang: Du høster inden vandet bliver varmere end 14 °C, og før rurer eller alger begynder at forurene tangbladene.
    • Skaldyr: Den kommende generation af muslingelarver fanges på bændler (brede reb til at indfange muslingelarverne, når de svømmer rundt i vandet). Begynd at sortere og tynde ud i sidste års bestand og høst eventuelt de hurtigst voksende muslinger.

    Sommer (juni–august)

    Skaldyr, skaldyr, skaldyr.

    • Østers og muslinger: Vokser hurtigt. Du sorterer, rengør og forbereder dig til hovedhøsten. Små muslinger på bændler overføres til muslingestrømper.
    • Tang: Rengør liner, reparér ankre og forbered efterårets såning.

    Tangdyrkning: Udstyr, opsætning og teknik

    At dyrke tang er billigt, hurtigt og pladsøkonomisk. Med det rette setup kan du producere tonsvis af spiselige afgrøder på et lille areal – med minimale input og bruge dit udstyr året rundt.

     

    Udstyr du skal bruge:

    • Langliner (30–60 m): Nylon- eller polypropylenreb udspændt vandret 1–3 meter under overfladen.
    • Sprederbøjler: Forhindrer sammenfiltring og holder afstand.
    • Podet tangline: 1–2 mm snor med fastsiddende sporofytter (babytang), der vikles omkring hovedlinerne.
    • Bøjer (15–50 liter): Holder linerne flydende og udspændt.
    • Ankre (20–50 kg): Fikserer hver ende af langlinen. Brug skrueankre, dødvægt eller spiralankre afhængigt af havbunden.
    • Kniv eller rulle: Til høst. En savtakket tangkniv er ofte tilstrækkelig til mindre skala.

    Gå til lektion 3 om opsætning af en havmark for mere info om hvordan en havmark skrues sammen.

    Såningsprocessen (klækkeri)

    Tangdyrkning afhænger af sporeliner, som små tangplanter hæfter sig på og vokser til lange blade. Du kan købe færdige sporeliner – eller producere dem selv. Vi anbefaler, at du kun bruger sporeliner lavet med lokale tangarter, da de er tilpasset de lokale forhold lige præcis hos dig. 

     

    Hvis du vælger at lave dem selv, skal du følge disse trin. Mens du arbejder foreslår vi, at du tager noter undervejs, så du ved præcis hvad du har gjort og hvornår. Så kan du bedre gribe tilbage i processen og forstå, hvad der kan være årsagen, hvis noget går galt.

     

    Trin 1: Sporeindsamling

    • Saml modne sukkertangsblade i sensommeren (august–september). Kig efter mørke sori-pletter, hvor sporerne sidder.
    • Skyl med filtreret havvand og opbevar i køleskab (4–5 °C) i 24–48 timer.
    DSC01469

    Trin 2: Sporefrigivelse & podning

    • Læg sori-vævet i havvandsbeholdere ved ca. 10 °C med moderat luftning.
    • Tilføj spoler med tynd line viklet rundt om. Sporerne sætter sig fast på linerne.
    • Belys med 50–100 µmol/m²/s i 10–14 dage, og skift vand hver 2.–3. dag.

    Trin 3: Opvækst i klækkeri

    • Juvenile planter (2–5 mm) ses inden for 2 uger. Lad dem vokse til de er 1–2 cm, og forbered udplantning.

    Udplantning i havet

    Trin 1: Vælg den rigtige dag

    • Vent på roligt vejr og vand under 12 °C.
    • Medbring spoler, langliner, strips, værktøj og reservedele.

    Trin 2: Liner i vandet

    • Rul dine langliner ud mellem bøjerne.
    • Vikl forsigtigt podelinen i spiral omkring langlinerne. Fastgør med strips eller knuder.

    Trin 3: Justér dybde og spænding

    • Hold linerne 1,5–3 m dybe. Brug lodrette liner eller vægte.
    • Bøjerne skal holde spændingen, så linerne ikke synker af tangens vægt.

    Seeded twine is wrapped around a longline in Holbæk, Denmark for deployment at sea.

    Vækst og vedligeholdelse

    • Tang kan vokse 1,5–3 cm om dagen om vinteren.
    • Besøg anlægget hver 7.–10. dag. Fjern affald og ret liner ud.
    • Notér vandtemperatur, saltholdighed og sigtbarhed ved hvert besøg.

    Høst af tang

    • Høst når bladene er 1–2 meter lange – typisk marts til maj.
    • Skær over stænglen, så planten kan vokse igen.
    • Håndtér forsigtigt for at undgå skader. Skyl i havvand og afkøl hurtigt.
    • Du kan forvente op til 12–25 kg våd tang pr. meter langline under gode forhold med høj salinitet og godt med næring i vandet.

    Muslingedyrkning: Udstyr, opsætning og teknik

    Muslinger er nemme at dyrke og kræver få input. Når systemet er oppe, vokser muslingerne ved hjælp af naturligt plankton og renser samtidig vandet.

     

    Udstyr du skal bruge:

    • Muslingestrømper: 1,5–2,5 meter lange netposer.
    • Bændel: Nylon- eller kokosreb til at fange vildt spat.
    • Bøjer: 10–50 liter, holder strømper oprejst og adskilt.
    • Ankre: 20–50 kg afhængig af strømstyrke.

     

    Spatindsamling

    • Hæng muslingebændel ud i foråret.
    • Efter 4–6 uger sætter spat (2–4 mm) sig. Overfør forsigtigt til strømper.

    Vækstfase

    • Fyld strømper med spat og hæng dem på langlinerne i din havmark.
    • Hold 30–50 cm afstand mellem strømperne for god vandgennemstrømning.
    DSC08548

    Vedligehold

    • Rengør hver 2.–4. uge for at undgå begroing.
    • Hold øje med søstjerner, ænder og krabber.
    • Udskift slidte strømper og justér opdrift hver måned.

     

    Høst

    • Muslinger når høststørrelse (4–6 cm) på 12–18 måneder – dog afhænger det meget af de lokale opvækstforhold. Hvis der er meget salt og masser af næring går det hurtigt, mens muslingerne aldrig bliver ret store, hvis der ikke er nok salt i vandet.
    • Høst ved at klippe strømperne af linen, skylle og køle under 5 °C. Muslingerne kan evt. størrelsessorteres ved høst, og de mindste muslinger hænges tilbage i havmarken.
    • Forvent 8–15 kg pr. strømpe afhængig af de lokale forhold.

    Østersdyrkning: Udstyr, opsætning og teknik

    Østers er en værdifuld afgrøde, der vokser i flydende eller hængende systemer. De kræver mere sortering end muslinger, men har højt udbytte.

     

    Udstyr du skal bruge:

    • Flydebure eller -poser: UV-stabilt net til overfladedyrkning.
    • Bundbure: Stål eller plast til undervandsbrug.
    • Sorteringssigter: Til størrelsessortering hver 4.–6. uge.
    • Rovdyrsnet: Beskytter mod krabber og snegle.

     

    Klækkeri- og spatfasen

    • Køb 2–10 mm spat fra godkendt klækkeri.
    • Start i en ”upweller” eller fine netposer.
    • Placér i næringsrigt, roligt vand i 4–6 uger.
    Oyster spat from an upweller.
    Oyster spat from an upweller.

    Vækstfase

    • Flyt til opvækstbure når østersene er 10–15 mm.
    • Hold 30–50 cm afstand mellem burene.
    • Vend burene hver 1.–2. uge for at få en god skal-kvalitet.
    Oyster bags floating in a near shore environment.
    Oyster bags floating in a near shore environment.

    Vedligeholdelse

    • Rengør ugentligt med børste eller vand.
    • Sortér månedligt med 2–5 mm sigter.
    • Fjern rovdyr og justér afstand for optimal vækst.

     

    Høst

    • Østers bliver 75–100 mm på 18–24 måneder – dog afhængigt af saltholdighed og tilgængelig næring, hvor de vokser.
    • Skyl, sortér og køl til under 5 °C.
    • Du kan forvente 25-50 østers per østersbur i en størrelse, der kan sælges.